
Mikkel Søndergaard startede som simracer, men er bidt af en gal racerbil. De seneste to sæsoner har han derfor kørt race i virkeligheden, og her har mange spurgt ind til forskellen på simracing og rigtig racerløb.
Derfor har han inviteret til et foredrag, hvor han fortæller om, hvad han har oplevet ved at skifte fra simracing til de virkelige baner og racerbiler. Han forklarer lidt om forskellene – og naturligvis om de racerbiler, han har kørt i.
Selve aftenen afholdes i hans nye lokaler hos virksomheden Bilvejledning.dk. Der vil også være en simulator samt lidt simracing-udstyr til salg. Og naturligvis vil hans racerbiler – herunder en TCR-racer – være udstillet.
Ved tilmelding betaler du for foredraget, men også for pizza samt en vand eller sodavand. Vi har sat prisen til 99 kr., som dækker omkostningerne til aftensmaden.
Arrangementet er lavet for alle danske simracere, og medlemmer af ESR, DGTS, Nordic Eracing og ikke mindst NSR – som Mikkel selv kører for – er velkomne. Tanken er at samle simracing communityet en vinteraften.
Vi er opmærksomme på, at ikke alle vil kunne komme til Nordsjælland på en tirsdag aften, og vil arbejde på at lave et tilsvarende arrangement i Jylland.